Lidt nostalgi omkring Liljer

Carl Feldmairs Liljer

 

Carl Feldmairs liljedyrkning fik stor betydning, selvom de udelukkende blev udvalgt efter holdbarhed og robusthed i haven. Hvilke sorter eksisterer stadig i dag, ti år efter hans død?

 

Udviklingen de sidste år viser at, liebhaver dyrkning, ligegyldig slægt og art, bliver sjældent udbredt og markedsført. De er for ubetydelige til at de kan indgå i gartneriers eller planteskolers program. Lige modsat: de var endda forstyrrende i godt fungerende system af udvikling, avl, formering og markedsføring.

Spørgsmålet er, hvad er der tilbage af Carl Feldmaiers liljer? henviser til diskussionen om ”Plant protektion” i Tyskland. I England findes en kreds, som varetager dyrkningen af sjældne planter. I Tyskland derimod, er der eksempler på at, liebhaver haver med raritetssamlinger er blevet jævnet med jorden, efter ejerens død. Carl Feldmaier havde tidligt indset denne fare, og fundet to veje til at undgå dette, efter hans egen og pårørendes død. For det første sørgede han for vid udbredning af hans liljer. Med sine sidste beføjelser, fik han dem på listen i div. foreninger af staudekendere og liebhavere verden over. Allerede i halvtredserne, beskæftigede han sig med krydsninger, udvælgelse og formering, samt brug af de daværende ringe internationale kontaktmuligheder. Først var det krydsninger med lillium bulbiferum Birnbach, findes stadig. I samarbejde med R.Warner, USA, kom Tigrinum-Hollandicum-Kompleks til. Med dem lykkedes det ham at få gennembrud som liljedyrker, og disse kendes i dag som ”Feldmaier-liljer”. Dem beskæftigede han sig med indtil hans død i 1985. Ti år tidligere havde han desværre indstillet arbejdet med trompetliljer. Hans liljer er selvstændige. Han gjorde sig tidlig uafhængig af de Graaffs tidlige midcenturyhybrider eller dem fra Stone & Payne og dermed også deres efterkommere fra Holland, som i dag er førende på markedet. Nogle af hans tidlige liljer findes ikke mere, fordi Carl Feldmaier erstattede dem med bedre typer. Ifølge hans arbejdspapirer stillede han stadig højere krav til ham selv og sine liljer. Han brugte senere fem år eller mere til at iagttage liljerne, før han lod dem registrere. Den derved opståede høje kvalitet, er hovedårsagen til at næsten alle hans liljer stadig findes i mange haver. I tabellen fremgår det at der stadig findes et stort antal af hans liljer, ti år efter hans død, pga. de høje selektionskrav og deres robusthed. Ingen af hans tidsfrænder såsom, amerikanerne Emsweller, Warner Stone, Wooddriff eller newzealænderen Yeates, har efterladt sådan et sortiment. Carl Feldmairs liljer har en genreserve som under alle omstændigheder skal beskyttes, ligesom alle andre planteopdræt. Man kan sammenligne det med den europæiske samling og pleje af gamle husdyrracer, der som følge af landbrugsudviklingen ikke mere bliver brugt erhvervsmæssigt. For dem er der allerede en liebhaver kreds som man kender det med gamle rosesorter, og gamle rododendron sorter osv. De store planteavlere skal tænke på økonomien og kan ikke tage hensyn til historiebevidste liebhavere. I de store Hollandske opdræt avles der årligt millioner af liljer, og kun få bliver udvalgt for så igen at forsvinde fra markedet efter få år. Efterspørgslen går på liljer med opadvendt blomst og som er holdbare i flere år. Aktuelle farvetrends, løgtilvækst, fremavlstid og transportegnethed bestemmer markedsværdien. Disse liljer kan ikke sammenlignes med Carl Feldmairs.

Måske går det nogen tid før disse sorter igen bliver efterspurgt, ligesom det var tilfældet med de gamle rosesorter. I dag gælder de som ”havedelikatesser”. Heldigvis var de der stadig som det er tilfældet med Feldmair-liljer.

Carl Feldmairs eksisterende liljesorter (1995)

———————————————————————————————————-

Asiatiske hybrider            Opadvendt blomst

 

Andromeda                       nepalgul, mørkebrune pletter i blomsterbladsmidte

Arabeske                           lys pastelbronze stjerneblomster

Carotina                            tidlig, lysorange bulbiferum-hybrid

Diskus                               meget flade lysorange blomster

Gelber mandarin           eneste hybrid af Connecticut king med meget store guldgule

blomster

Goldbrokat                        guldbronze med rødlig skær

Minirot                              teglstensrøde, pollensteril

Obrist                                lillarødbrune blomster, høj

Ockerkrone                       tofarvet bronzefarvet med gul midte

Ralph                                mørkerød

Schwarz-rot                      mørkesortrød, med meget åbne blomster

Zinober                             lysrødorange

——————————————————————————————————–

Asiatiske hybrider            Sidevendt blomst

Brauner baer                     apricot stjerneformet med rødlige årer

Feuer und rauch                mørkerød med orange

Feurio                                tofarvet bronze med rødorange centrum

Finale*                               rødorange med rød centrum

Mille punti                        stærkrød, med prikker

Roter baer                          rødorange med gul stjerne

Schutzenlisl                       lysende persimonorange, flade blomster

Sonnentiger                        aureolingul med orange anstrøg

Papillon*                             lille citrongul blomst, indtil 160 cm høj

———————————————————————————————————–

Asiatiske hybrider            Hængende blomst

 

Claret                                lillarød, tidlig

Schellenbaum                   mørkerød, indtil 2m høj

Tempeltanz                       orange, indtil 180 cm høj

Wilder tiger                       store orange, spraglede blomster

———————————————————————————————————

* Sorterne Finale og Papillon blev af forfatteren udeladt af Carl Feldmaiers samling, og første gang fremvist på Bundesgartenschau Cottbus 1995. Begge sorter blev tildelt en guldmedalje.