Erfaringer med Lilium Canadense.

 

I sommeren 1981 så vi ved et tilfælde i en Nordsjællandsk planteskole en meget smuk lilje. Vi havde aldrig set nogen, der lignede den, og uden at kende navnet på den eller vide, hvordan den skulle behandles, købte vi et eksemplar. Senere fandt vi ud af, at det var en Lilium canadense.

Vi plantede den i vores uvidenhed i almindelig havejord, hvad den ikke syntes om, og året efter kom den næsten ikke over jorden, men overlevede dog. Det følgende år 1983 var planten spinkel, og vi havde da fundet ud af, at den nok ville trives bedre i sur bunds jord. Derfor blev den overvintret i potte i drivhuset og foråret 1984 plantet i et ny anlagt rhododendron bed, hvis jordblanding bestod af halvt groft spagnum og halvt grannåle. Så kom der endelig gang i planten, så den i 1985 sendte en kraftig stængel med 5 smukke blomster op, og i tilgift havde den formeret sig med 2 mindre stængler, der dog ikke havde blomster endnu. I de følgende år kunne vi glæde os over, at der hvert år kom flere stængler og blomster, så der i 1988 var 8 stængler med fra 1 til 10 blomster pr. stængel.

Desværre blev 1989 en skuffelse, da der kun var 2 blomstrende stængler. De omgivende rhododendron var blevet større ligesom bedets overstander, en Metasequoia, havde taget meget lys fra liljerne. Vi besluttede derfor at flytte liljerne fra nordsiden af bedet til sydsiden, hvor de ville få mere lys. Som sagt, så gjort. De blev flyttet, dg en del små løg lagt i potte og sat til overvintring i drivhuset. Desværre kom der kun få overlevende løg ud af pottens små løg foråret 1990, men i begyndelsen af marts måned begyndte de løg, der var plantet i sydsiden af bedet, at vise sig. Ialt kom der 6 stængler til syne, men vi havde nogle hårde frostdage i begyndelsen af april, og de var måske årsag til, at der kun kom blomst i den ene af de 6 stængler. Til gengæld opdagede vi, at der kom 3 stængler op længere fremme i nordsiden af bedet, end liljerne ellers havde stået. De har åbenbart på grund af deres stolonifere adfærd flyttet løgene frem, hvor de kunne få bedre muligheder. Vi havde også glemt et løg på det gamle voksested. Både dette og de andre 3 i nordsiden blomstrede i sommeren 1990.

I år, 1991, var vi nødsagede til at lægge en del af rhododendron bedet om, da voksemediet var delvis omsat og dermed blevet for lavt (Bedet ligger ovenpå den gamle græsplæne.)

Desuden skulle bedet udvides. Det fik ingen betydning for de Lilium canadense, som voksede på nordsiden, men på sydsiden blev det nødvendigt at tage løgene op for at lægge mere spagnum på. Der var 4 løg, hvoraf det ene så dårligt ud, så det blev lagt i potte og sat væk. Vi var heldige at kunne tilrettelægge arbejdet, så løgene ikke var over jorden mere end nogle få timer, men de blev alligevel slemt forstyrrede. Ved genplantningen blev også de små løg, som havde udviklet sig i potten fra 1989, lagt i bedet. Maj måned var knastør her på stedet, så vi måtte vande nogle gange. Til gengæld var juni så våd, at planterne var ved at skylle væk (167 mm fra 1-30. juni). Midt i juni var de fleste stængler borte, men en enkelt i sydsiden og i nordsiden har blomstret i år.

Nu væbner vi os med tålmodighed, det synes at være nødvendigt med denne lilje, og håber, at næste år vil give et godt resultat med mange blomster.

I 1985 købte vi fra Tyskland (Gudrun Ewald) et løg på prøve: X 1986 kom 3 små planter op, 1 blev gnavet over (af en snegl?) i begyndelsen af juni, de 2 andre var ik¬ke at se, da vi 25/6 kom hjem fra ferie. 1987- og 1988 var der 1 lille plante, som hurtigt visnede væk, 1989 igen en. lille plante, som kom op i april, og allerede i slutningen af måneden var stænglen gnavet over, hvorpå løget blev gravet op og lagt i potte. Det var meget lille, men den stakkels plante fik jo aldrig mulighed for at blive til noget. X 1990 var en spire at se i potten 20/3 men allerede 14/6 var den visnet. I år var der midt i april 2 spirer fremme i potten, men 12/5 var de begge blevet brækket eller gnavet over.

Midt i juni plantede vi pottens indhold om, og der er nu 3 små løg. Nu kan vi så være spændte på, hvad der sker med dem. Vi håber stadig at se denne lilje blomstre engang.

I marts 1987 fik vi en portion vildtindsamlede frø af L. can. fra det amerikanske liljeselskab. Frøene var samlet i Adirondackbjergene. De blev sået i maj 1988, og viste mange spirer sig. Potten fik lov til at stå urørt indtil begyndelsen af august 1991, da den blev plantet om.

Der var da 6-8 løg, som var ca. på størrelse med store hasselnødder. For flere år siden gav vi altid benmel til liljerne ved plantning, men vi er holdt op med det, da vi får besøg af ræve, der kan lugte benmelet og derfor graver løgene op. Vi må derfor nøjes med at give et tilskud af kunstgødning, og vi har desværre været uheldige sommetider med at give så meget, at vi sved planterne. Derfor er det stærkt begrænsede mængder, vi nu giver. Måske er det derfor, de små L. can.-løg ikke er blevet større. Ifølge Feldmaier skulle løgene kunne blomstre 3-4 år efter at spirerne viser sig, men så skal vores i hvert fald skynde sig at vokse.

Flere gange har vi prøvet at pollinere de oprindelige liljer, men uden held. Vil de ikke tage deres eget pollen? Hvis det er tilfældet, kan vi håbe på bedre held, når de såede løg engang begynder at blomstre.

Nogle få tekniske oplysninger:

Ifl. Feldmaier Ønsker L. can. PH 4-5,5.

Frøene er hypogæiske.

Kølig, fugtig, veldrænet jord*

Blomstringstidspunktet her i haven, d.v.s. 1 blomst sprunget ud 6/7, 17/7, 28/6, 30/6, 25/6 og i år 11/7, altså meget vekslende.