Forskellene på Trompetliljearterne.

 

Af A, E. Kingston.

(Følgende artikel er taget fra Bulletin of The North American Lily Society Vol. 45, nr. 2, juni 1991. Artiklen er igen taget fra New Zealand Lily Society Bulletin. Artiklens forfatter bor i New Zealand, derfor de lidt bagvendte årstider. Der er kun fortaget ganske lidt bearbejdning af artiklen. Oversættelse: Ole V. Nielsen.)

Pga. forvirring ved navngivning af noget liljefrø, der for nogle år siden blev sendt til New Zealands Liljeforening, kan man stadig i nogle havecentre støde på en form af Lilium formosanum, som sælges som L. wallichianum. Desuden optræder nogle former af L. formosanum stadig som L. philippinense. Derfor skal vi i det følgende prøve at få slået fast hvem der er hvem i dette kaos.

Lilium regale: De fleste kender denne hårdføre og frodige lilje. I mange dele af New Zealand er den en yndet dekorationsblomst til jul. Nogle mennesker finder dog dens kraftige duft for voldsom. Dens tykskællede vinrøde løg med lange rødder bryder sig ikke om omplantning når de er udvoksede. Men den formeres let fra de underjordiske stængelløg og fra frø, som den sætter i rigelige mængder. Blomsterne er trompetformede og hvide med rosa eller purpurfarvede striber på ydersiden. Blomsten er inderst inde lysegul, og griflen, der er tydeligt op- splittet i tre, når lige lidt længere ud af blomsten end de gule støvdragere. Sædvanligvis har en blomsterstængel fra to til otte blomster arrangeret i en eller to kranse. Lilium formosanum er meget almindelig i kultur. Den forvilder sig let både i haverne og ude i naturen lige fra området nord for Auckland til syd for Dunedin. Der findes både dværgformer, middelhøje og høje former af den. Nogle er ren hvide, andre er i varierende grad rødpurpur eller chokoladefarvet på ydersiden. Dværgen L. formosanum var. pricei er en ægte alpinart, og den er tidligere og mere hårdfør end arten. Desforuden har den kraftigt røde bånd ved basis af kronbladene.

Løgene er altid små med cremehvid farve, de er tre centimeter høje og brede og skællene er tilspidsede med glatte kanter. Den purpurbrune stængel vokser lodret op fra løget, og der er rigeligt med stængelrødder. Stænglen bærer talrige mørkegrønne blade, der ofte sidder i trængsel på den nederste del af stænglen, mens de bliver kortere og mere sparsomme lige under blomsterstanden. De lige blade er op til 20 centimeter lange og 1 cm. brede.

De har en fortykket tværkant helt nede ved stænglen. Bladene har tre til syv længdenerver, og kanten er bagud bøjet. Blomsterne kan være enlige, i par eller op til en ti stykker. De stikker vandret ud til siden, de er smalt trompetformede med kronbladene elegant tilbagebøjede, og de er duftende. Stilkene er 5 til 15 centimeter lange. Kronbladene er hvide på indersiden, men er sædvanligvis vinrøde på midter nerven. Den smalle nektarie er grøn og har papiller ved basis. Støvdragerne er lige så lange som kronbladene, støvknapperne er flade med gult pollen (Patrick Synge påstår at det også kan være chokoladefarvet). Frøkapslen er oval og fem centimeter lang. Griflen er kantet, den er svagt fortykket og bøjer sig opad lige under det tredelte støvfang. Griflen er længere end støvdragerne. De udvoksede frøkapsler når en størrelse på 8 gange 2 centimeter, og de er tydeligt sekskantede.

Lilium longiflorum er blomsterhandlernes hvide lilje og den har været dyrket til afskæring overalt på jorden i mange år. Den nævnes i den ældste japanske havebog fra år 1681. Fra Japan er den formodentlig ført til Kina mens den blev introduceret i England i 1819. L. longiflorum er en meget variabel plante, og krydsninger mellem de forskellige former har givet mere villigt voksende planter, og de bliver noget højere end arten. Desuden har krydsningerne større blomster og de har en bedre substans. Der har udviklet sig en verdensomspændende industri især på den nordlige halvkugle for at frembringe hvide liljer til påske. I de seneste år er der sket en udvikling af former, der kan dyrkes fra frø. Det er f.eks. nogen som var. praecox, ‘White Queen’ og ‘Holland’s Glory’. Disse former giver gode blomsterstilke, mindre end et år efter de er blevet sået.

De vigtigste kommercielle former er ‘Croft’ ‘Estate’, ‘Slocum’s Ace’, ‘Creole’ samt de lidt ældre former var. eximium ‘Harrisii’, ‘Howardii’ og ’Dutch Glory’.

  1. Longiflorum’s løg er næsten kugleformet, cremehvide og op til seks centimeter i diameter og fire centimeter i højden. Skællene ligger tæt, de er aflange, og de over-lapper hinanden. Stænglen er op til en meter høj, men nogle former kan nå en højde på 160 centimeter. Den er opret og har ikke så mange stængelrødder. Var. takeshima har en purpurbrun stængel. Bladede er talrige, skinnede grønne, lancetformede og op til 18 centimeter lange og halvanden centimeter brede og med en kraftig spids. Den har op til seks ren hvide, duftende voksagtige blomster.

De er trompetformede med svagt tilbagebøjede spidser. Blomsterne kan blive op til 18 centimeter lange med en varierende bredde ved mundingen. Stilkene er lige, vandrette og op til 12 centimeter lange. Kronbladene er tre centimeter brede og 18 centimeter lange med en kraftig kant på ydersiden og med en grøn nektarie på indersiden. Støvknapperne er 6 millimeter lange med gule pollen. Griflen er en smule længere end støvdragerne, og den er opdelt i tre i spidsen. Frøkapslen kan blive op til 7 cm. lang, og den er sekskantet og grønlig.

Lilium philippinense har ikke særlig mange, kraftigt- grønne blade op langs stænglen. Bladene har tre nerver, de er lige, og de kan blive op til 15 centimeter lange, mens de kun bliver 4 millimeter brede. På dens naturlige voksested er stænglen spinkel og op til en meter høj, Stænglen bærer kun en eller to trompetformede blomster sent på sommeren. De karakteristisk duftende blomster er formede som en meget lang, smal trompet, faktisk den længste og smalleste af alle trompetliljerne. Blomsten er svagt grønlig og har nogen gange røde streger ned mod basis på ydersiden. Den er mest hvid på indersiden. Spidserne på kronbladene bøjer bagud, og de kan være fra 18 til 25 centimeter lange. Nektarier har papiller, støvknapperne er gule, og støvfanget er svagt blåt, noget som ikke findes hos andre liljer.

Lilium wallichianum er en af de seneste liljer, der kommer op om foråret, og den blomstrer sent om efteråret når alle de andre liljer er færdige. Løget er sært hindeagtigt, skællene er fint riflede langs kanterne og skællene ligger tæt op mod hinanden. Den glatte en til to meter lange stængel kan især hos yngre planter finde på at vandre et stykke under jorden inden den dukker op. De spredte, mørkegrønne, lige blade har tre til fem midter nerver og bliver op til 25 centimeter lange og en centimeter brede. Blomsten bæres vandret ud fra stænglen, og der kan være en eller flere pr. stængel. Blomsten er duftende, fra 18 til 25 centimeter lang, og den er smalt trompetformet på det inderste stykke, men udvider sig pludseligt til en bred munding op til 20 centimeter på tværs. Kronbladene krummer tydeligt bagud. Blomsterne er creme hvide på indersiden og de er grønlige på ydersiden. Pollenet er gult.

Lilium neilgherrense stammer fra Nilgirihøjderne i Syd- Indien, Det oplyses, at den der varierer i højden fra 60 centimeter på stejle græsskråninger i fuld sol til 150 centimeter ved en flodbred med svag skygge. Stænglen bærer i naturen kun en enorm hvid trompet med noget gult på indersiden og med en fin duft. Undersøgelser har vist, at løgene frembringer underjordiske stængler, som vandrer op til 60 centimeter under jorden inden de dukker op. Det runde løg er op til 10 centimeter højt og tykt, og det er opbygget af gullige eller brunlige aflange skæl. Den glatte og skinnende grønne stængel er tæt besat med mørkegrønne, lancetformede, tre-til fem nervede, op til 13 centimeter lange og 2 centimeter brede blade. I England får den i august-september en eller to, og i meget sjældne tilfælde tre til fem, stærkt duftende store trompet-blomster der holdes vandret ud fra stænglen. Blomsterne er normalt 18 til 25 centimeter lange, men de kan opnå en længde på over 30 centimeter. De er bemærkelsesværdigt smukke og er rent hvide med kraftig gul markering på indersiden. På ydersiden er de cremehvide med svagt tilbagebøjede spidser. Mængden af gult varierer noget, og der forekommer planter med næsten fuldkommen gule blomster. Den gule varietet har tilnavnet var. flavum. Pollenet er lysende gult. Mens støvknapperne er brune. Det er en pragtfuld lilje, men desværre ikke let i kultur.

(Skulle nogle af klubbens medlemmer have erfaringer med de ovennævnte liljer, ville det være meget fint om de kunne skrive lidt om deres erfaringer med at dyrke dem under vores himmelstrøg, der jo ikke er helt så gunstige, som dem man finder i England eller på New Zealand. )